![]()
FORSIDEN •> •PÅ MADLAVNINGSKURSUS HOS BAIPAI COOKING SCHOOL
På madlavningskursus hos Baipai Cooking School Der er mange gode ting ved at holde ferie i Thailand, bla. den velsmagende mad der både er billig og ser godt ud. Med de rigtige ingredienser og tilberedningsmetoder er det nemt at lave sin egen thaimad, du kan lære hvordan på en af Thailands mange kokkeskoler, det er både sjovt og inspirerende. Chaufføren der skulle hente os ved vores hotel på Silom Road var en halv times tid forsinket, men madlavningskurset skulle vise sig at være ventetiden værd. Efter et kvarters kørsel drejede vi ned ad en lille smal sidevej for et øjeblik efter at parkere foran Baipai Cooking School, en af Bangkoks førende skoler for thailandsk madlavning. Vi blev modtaget af en sød og smilende pige der viste os ovenpå hvor vi kursister over et glas iste blev præsenteret for hinanden. Udover vores lille gruppe var der en ældre belgisk mand og to unge australske piger der begge var uddannede kokke.
Det var tid til at gå i køkkenet der ligger i stureetagen, her blev vi bænket rundt om et stort bord med et par gasblus. Den unge pige der tog imod os fungerede som tolk for den lidt ældre kvindelige kok. Allerførst skulle vi se hende fremstille en karrypasta som vi skulle bruge senere, undervejs fortalte hun lidt om de ingredienser hun brugte. Nu var det tid til selv at bestille noget, dagens første ret var en lille snack med bla. rejer, kylling og kokoscreme på en bund af tørret sprød ris. For at nå så meget som muligt på dette halvdagskursus er alle ingredienser skåret og sat frem på forhånd. Ved vores gasblus stod de ting vi skulle bruge klar i små skåle og så var det bare om at lave retten som læreren havde gjort det. Resultatet blev fremragende, absolut en lille appetitvækker der også vil være en succes hjemme. Det samme kan man ikke sige om næste ret, en temmelig anderledes pomelosalat, naturligvis bestående af pomelo, men også af tørrede rejer, peanuts, kokosflager og forårsløg. Det var en noget speciel sammensætning og jeg tror ikke det faldt i smag hos mange på holdet. Når man har lavet en ret sætter man sig ned sammen med de øvrige kursister for at spise, snakken går og det er sjovt at se hvad andre har fået ud af de samme ingredienser. Den belgiske mand fortalte at det var svært at købe ind til thailandsk mad der hvor han boede, det nemmeste var faktisk at tage til Holland for at handle. Lidt af en kontrast til danske forhold, man har fornemmelsen af at der ligger en asiatisk butik i de fleste større byer. En af de australske piger fortalte at hun arbejdede som kok på en yacht i Middelhavet, kurset skulle bruges som inspiration til den kommende sæson. Tilbage ved det store bord var det nu tid til at lave et par hovedretter, igen fik vi af kokken vist hvordan det skulle gøres, retterne vi skulle fremtrylle var lynstegt kylling med hellig basilikum, hertil friturestegt basilikum, og massaman curry, det var her vi skulle bruge den karrypasta som kokken lavede tidligere. Begge retter var utrolig velsmagende, især sidstnævnte som jeg ofte laver hjemme. Men også retten med basilikum var god, den illustrerer fint at man ikke behøver så mange ingredienser for at få en velsmagende ret. Og så var der det friturestegte basilikum, det fik en helt anden konsistens og smag tilberedt på den måde. Når alle ingredienser er skåret på forhånd skulle man tro at det er nemt bare at efterligne kokken og lave samme ret, men hvor længe skal det stege/koge og ved hvilken temperatur? Det er bla.den slags fif man får undervejs, desuden er der rigtig god information om de ingredienser man bruger i thailandsk madlavning. Efter nogle hyggelige og ikke mindst lærerige timer på Baipai Cooking School var kurset ved at være slut, det havde absolut været en god oplevelse, skolen var ren og pæn og personalet imødekommende og smilende. Baipai Cooking School blev grundlagt i 2002 og kører fra mandag til lørdag et morgen- og eftermiddagskursus hvor man laver en såkaldt setmenu. Det fire timer lange kurser koster 1800 baht, alt inklusive. Se mere på skolens hjemmeside, hvor du også kan booke et kursus. Skulle du have lyst til at prøve kræfter med det thailandske køkken, så ligger der madlavningsskoler, Cooking Schools, på næsten alle feriesdestinationer, ofte er der en indkøbstur på det lokale marked inkluderet, en fin oplevelse.
|